Litteratur

Danske udgivelser

 

 

Teser om eksistensen af kærlighed er min debutroman. Dog er den fra starten tænkt sammen med roman nummer to.

 

 

Den er udkommet i ti lande.

 

Den fås stadig som e-bog - klik på forsiden for at købe.

 

Eller som lydbog - klik her.

I år 1500 ankommer en 500 år gammel mand til København.

Han er træt og vil gerne dø. For længe siden har han vendt kærligheden ryggen, og han ved, at han ikke vil finde fred, før han atter vender sig mod den. Men han er ikke længere sikker på, hvad kærlighed er.

Derfor samler han historier om kærligheden ind. Han rejser rundt i Danmark, i Europa, vandrer gennem århundrederne fra renæssancen til nu. Han lytter til folks beretninger, deres forsøg på at elske. Omkring ham brændes hekse, munke fordrives, en lille pige driver i land på en ø og skriger så højt, at ingen kan høre det, en mand sidder på en bænk og skriver musik, man ikke kan spille uden at græde. Land erobres, grænser flyttes, Europa udlever sin vilde ungdom, og en maler forsøger at portrættere en kvindes sjæl. Et ungt og håbefuldt geni sæter ild til København under et forsøg på at fastslå kærlighedens udbredelseshastighed, en naiv præstesøn gennemlever hundrede års tysk filosofi i sin søgen efter lykke, en dansker sætter sig i centrum for verdensøkonomien, og stik imod egen forventning forelsker den udødelige sig i en kvinde...

 

Romanen er en magisk og realistisk fortælling om det europæiske menneskes forestilling om kærligheden. Et spind af fortællinger, der trækker tråde gennem århundreder og over landegrænser for at få svar på spørgsmålet: Hvad er kærlighed?

- - -

 

'Her skal klappes, stående: Forrygende debutroman fra Torben Guldberg.'

Maria Sjøqvist, Kristelig Dagblad

 

' Hvilken debut! ... Sikke en omgang! ... Knivskarp realisme, europæisk idéhistorie, humor og magi indgår forbløffende forbindelser i denne roman ... Torben Guldberg mixer med sikker hånd og giver os en litterær totaloplevelse ud over det sædvanlige. Det er godt gået.'

Søren Kassebeer, Berlingske Tidende

 

Der er flere citater, en samlet gennemgang af anmeldelserne og et længere handlingsreferat fra bogen længere nede på denne side.

 

 

 

 

Sange om udødelighed er min anden roman, men fungerer som 'prequel' til den første.

 

 

Den er også udkommet i Italien.

 

E-bogsudgave: klik på forsiden.

Ved Gudenåen driver en kurv med et drengebarn i land i år 1001. Drengen skal siden gå over i historien som Den Udødelige. Da han som voksen mand og viking vender hjem fra togt, tager hans kone imod ham med nedslået blik. Hvad hun har at fortælle, bliver skæbnesvangert for deres kærlighed og tænder en vrede i ham, som han resten af sit liv forsøger at få afløb for. Men skønt han som kriger hærger fra England til Byzantium og fra Skåne til Jerusalem, finder han ingen forløsning. End ikke da han en dag lægger sig til at dø, vil det lykkes for ham.

I de følgende århundreder – helt frem til renæssancen – lever han som tigger og omrejsende fortæller og bliver vidne til lidt af hvert: En kvinde har visioner om frihed og går i døden for et bondeoprør, hun ellers nægter at støtte. En skoflikker fra Horsens ser et flag dale ned fra himlen over Estland og bliver mere ensom end nogensinde før. En baskisk kvinde fødes af sin egen søn, hvorpå hun skriver breve til paven om sin tro på fremtiden. En ung italiensk skuespiller forelsker sig i en pige, som viser sig ikke at være en pige, men heller ikke den jævnaldrende dreng, som italieneren finder mod til at kysse. Imens fortæller Den Udødelige kærlighedshistorier til børnene i håb om, at de kan lære ham at forstå, hvorfor han stadig lever. Og han bliver ved, indtil hans verden går under …

 

'Sange om udødelighed' er en stort anlagt paneuropæisk roman, der igennem et væv af magiske og realistiske fortællinger beretter om myte, virkelighed – og udødelig kærlighed.

- - -

 

Fabelagigt ... en veloplagt blanding af Saxo, Cervantes, Blixen og ja, Torben Guldberg ... I det hele taget er 'Sange om udødelighed' et overflødighedshorn af en roman, der vil det hele og når det meste'

Vibeke Blaksteen, Kristelig Dagblad.

 

Der er flere citater, en samlet gennemgang af anmeldelserne og et længere handlingsreferat fra bogen længere nede på denne side.

Udenlandske udgivelser

 

Teser om eksistensen af kærlighed havde medvind fra starten, også internationalt.

Den blev som den første danske debutroman nogensinde solgt til udgivelse i syv andre lande allerede inden udgivelsen herhjemme:

Norge, Sverige, Tyskland, Holland, Italien, Grækenland og Israel.

Siden er den solgt til to asiatiske lande: Taiwan og Kina.

 

Sange om udødelighed er også udkommet i Italien.

At bøgerne er kommet hurtigt ud i verden skyldes ikke mindst agenturet Andrew Nurnberg, et internationalt, litterært agentur med base i London, som i samarbejde med Lindhardt og Ringhof har stået for salget af rettighederne til udgivelse af bøgerne i udlandet. Det usædvanlige samarbejde mellem et dansk forlag og et internationalt agentur blev iværksat af min daværende redaktør, Karsten Nielsen. Han har siden, sammen med en forlæggerkollega, startet C&K Forlag. Og senest, i 2013, barslede han med at nyt tiltag: Metropolitan Art, forfatter-management og e-bogsforlag.

 

I en del lande er der blevet gjort meget ud af lanceringen af bøgerne. Et godt eksempel er Fischer Verlags præsentationsvideo af ' Teser ...', som du kan se via linket i den sorte kolonne til højre. Her finder du også liste over de udenlandske forlag og links til deres og andre relevante hjemmesider.

 

Omtale

 

Her kommer en detaljeret gennemgang af modtagelsen af bøgerne og et link til noget af den øvrige omtale.

'Det er da mageløst, at en forholdsvis ukendt 33-årig kan debutere med en megastor debutroman, der efterlader læseren udmattet, forgrint, underholdt og forbløffet. ... Denne anmelder står stadig og klapper i sine små hænder og håber inderligt på, at det lovede andet bind bliver lige så frydefuldt som det første. For dette er velskreven litteratur, og jeg spår, at denne bog vil blive købt, læst og lyttet til af et begejstret publikum. Og anmeldere vil slæbe superlativer til torvs og nævne Gabriel García Márquez, Simone de Beauvoir, Umberto Eco og hvad ved jeg som forbilleder og inspiratorer og måske vil mange udtrykke samme beundring og knæfald, som der engang blev tildelt en Peter Høeg. ... Med bevidst stilskift, rig kompositionsevne i detaljer og overblik og ikke mindst magisk-realistiske indfald skriver Torben Guldberg sig frem til en skråsikker placering helt fremme i den nye danske litteratur.'

Maria Sjøqvist, Kristelig Dagblad

 

' "Teser om eksistensen af kærlighed" er en ambitiøs bog, der gerne vil have det hele med og lidt til. Den slags har man set før. Det virkelig forbløffende ved unge Torben Guldbergs romandebut er, at projektet lykkes.'

Søren Kassebeer, Berlingske Tidende

 

'Nogle bøger har det. Man mærker det straks. Et stort anslag. ... Torben Guldberg har skrevet en bog til alle, der kan lide smagen af ord og nyde storheden i fantasi og frydes over evnen til refleksioner over livet og menneskene.'

Arne Mariager, Fredericia Dagblad

Da Teser om eksistensen af kærlighed kom på gaden, var der anmeldelser i fem af de større dagblade.

 

Kristelig Dagblad uddelte en stående klapsalve efterfulgt af en næsten udelukkende begejstret anmeldelse. En lille bekymring sneg sig ind til sidst; om nu den lovede efterfølger til bogen kunne holde standarden.

 

Politiken kaldte romanen ambitiøs - hvilket gik igen andre steder - og bemærkede, at fantasien bestemt ingenting fejler. Men anmelderen hæftede sig ved de tematiske gentagelser, som hæmmede hendes læseoplevelse, og fandt fortællespyttet for langt, stilen for bred og vidtløftig. Anerkendelse af talent, men bogen dømtes for lang.

 

Jyllandsposten havde en tilsvarende opdeling af for og imod. Anmelderen fandt bogens opbygning for konstrueret, for fortænkt, men fandt passager, der viste markant talent, og kaldte bogen kolossalt ambitiøs og projektet imponerende. Til slut sammenlignede han bogen med Peter Høegs debutroman, men kaldte den en overhævet pendant til den. Sammenligningen dukkede op flere steder, nogle gange positivt ment, andre gange nærmest som en afmelding af tanken om netop den sammenligning.

 

Information mente således ikke, der var grund til at hviske Peter Høeg. Og anmelderen tog anledning af, at bogen før udgivelsen var solgt til anerkendte forlag i andre lande, til at formulere teser om bestsellere. Hun mente ikke, at det egentlig var kærlighed, der skrives om i bogen, hun kedede sig undervejs og fandt visse ord malplacerede. Hendes sidste tese om bestsellere var, at anmeldere nedrakker dem, og som modsvar kom hun med bud på undtagelser fra den regel.

 

Berlingske Tidende fandt derimod, at ambitionerne var indfriet, at projektet holder, at det er imponerende. At knivskarp realisme, europæisk idéhistorie, humor og magi indgik forbløffende forbindelser i bogen. Anmelderen så mulighed for at komme med mavesure indvendinger, men mente, at det virkelig ikke var relevant. Bogen var for ham en litterær totaloplevelse.

 

I flere lokalaviser var der også omtale. Mønstret var det samme. Nogle anmeldere hæftede sig ved, at bogen havde stort anslag, ved det fantasifulde, ved sproget, humoren, magien, iagttagelserne, refleksionerne. Andre ved stoffets tyngde. Nogle syntes godt om det meste og følte, at formidlingen gjorde stoffet let, for andre var det stadig tungt.

"Ny dansk mesterforfatter"

Forsiden, Kristelig Dagblad.

"Fabelagigt ... en veloplagt blanding af Saxo, Cervantes, Blixen og ja, Torben Guldberg ... I det hele taget er 'Sange om udødelighed' et overflødighedshorn af en roman, der vil det hele og når det meste ... En filosofisk, poetisk vision om menneskers samhørighed på tværs af tid og sted, fordi vi er hvirvlet ind i samme eksistentielle net af kærlighed og død, drøm og virkelighed og besidder samme evne til at anskueliggøre det i kunst og historier. Og endelig en fræk og fantasifuld leg med genrer, litterære aner og egen fortælleglæde. Man synger gerne med på flere af Torben Guldbergs sange."

Vibeke Blaksteen, Kristelig Dagblad.

 

"… et ualmindelig og meget færdigt fortælletalent. … Det er flot, og det er ikke mindst løfterigt. Nu har Torben Guldberg så fået skrevet sin store dobbeltroman om næsten alt gennem 1000 år og fået vist sig selv og læserne, hvor meget han kan og vil …"

Jakob Levinsen, Jyllandsposten

 

"Torben Guldberg skriver denne evige næsten ubærlige længsel frem, så man som læser mærker den fysisk på kroppen gennem hele romanen. Samtidig er han en lige så ferm fortæller som bogens fortæller, og får læseren til at forsvinde dybt ind i hver enkel fortælling uden erindring om, hvordan vi kom dertil og uden tanke for, hvor vi bagefter skal hen."

Christine Fur Fischer, Fyens Stiftstidende.

Sange om udødelighed blev anmeldt i fire aviser: Fyens Stiftstidende, Jyllandsposten, Politiken og Kristelig Dagblad.

 

Førstnævnte var kortfattet og positiv, faktisk uden forbehold. Anmelderen hæftede sig især ved den første af de fem historier i bogen, men fandt også en særlig kvalitet i, at suget i maven fra denne historie udnyttes i de følgende, meget forskellige historier. Et sug, der knyttes sammen med beskrivelsen af fortællerens længsel (se nedenstående citat).

 

De to følgende var blandede.

 

I Jyllandsposten svingede anmelderen mellem gedigen ros og indvendinger. Indvendingerne gjaldt det, der kaldtes ’det synlige maskineri’: at bogens konstruktion i anmelderens øjne gør for meget opmærksom på sig selv. Samt andre ’unoder’. Men samtidig fandt anmelderen det mere end bekræftet i denne anden bog, at der var et ualmindeligt og meget færdigt fortælletalent på færde.

 

I Politiken fyldte invendingerne forholdsvis mere og gik først og fremmest på, at fortælleren og dennes refleksioner fylder for meget, står i vejen for fortællingerne. Anmelderen øjnede sproglyst og tydelige ambitioner, men så dem ikke rent udfoldet eller indfriet.

 

Den sidste anmeldelse, den i Kristelig Dagblad, var virkelig positiv! Der brugtes ord som mesterforfatter og sammenlignedes med så store fortællere som Cervantes og Blixen. Anmelderen fandt forventningerne efter debuten (som i samme avis var meget, meget høje) indfriet til overmål og overskriften lød: Forrygende epos om kærlighed og fortællekraft. Citaterne siger resten.

Du kan se den fulde anmeldelse af

'Sange om udødelighed' fra Kristelig Dagblad her.

Og et interview i samme avis her.

Handlingsreferater

(i kronologisk rækkefølge)

 

 

Sange om udødelighed

 

Bogens fortæller er en mand, om hvem der er blevet sunget, og i sangen kaldes han Den Udødelige.

 

1000: ’Sangen om den udødelige’

 

På den første dag i det andet årtusinde sejler en hel flok spædbørn i kurve ned ad Gudenåen i Jylland. Iblandt dem er en dreng, der med tiden vil blive kriger.

Efter en barndom hos en våbensmed og en trælkvinde stikker den unge kriger af, og i skovene møder han et af de andre kurvebørn, Baldur Tvetunge. De bliver venner og følges ad gennem livet. Nogle år senere bliver krigeren gift med Sigrid, får to sønner og lever som bonde frem til den dag, vikingelivet kalder ham fra gården. Da han og Baldur vender hjem fra flere års krig, er Sigrid blevet voldtaget og har fået et barn af det. Krigeren hugger barnet over med sit sværd, og dette hug bliver også et dødsstød i forholdet til Sigrid. De lever sammen i uforsonlighed, skønt også Baldur forsøger at holde sammen på det fælles hjem. Da krigeren får mulighed for at hævne sig på voldtægtsmanden, gør han det, men det hjælper dem ikke. Sønnerne bliver store og drager hjemmefra, og til sidst forlader også krigeren sit hjem og alt, hvad han har kært. I et kvart århundrede deltager han i alle de krige, slag og kampe, han kan komme i nærheden af. Han skiller sig af med skjold og brynje, kæmper ubeskyttet, kæmper lige så meget for at dø som for at sejre. Han får ry for at være udødelig, der opstår sagn om ham og digtes sange.

Han stopper først, da han en dag dræber en maskeklædt modstander i en tvekamp, og det viser sig at være hans yngste søn. Da angeren således indfinder sig, er han en gammel mand, og han må lede længe efter den tilgivelse, han nu føler behov for. Hans ældste søn giver ham den ikke. Baldur dør fra ham. Da han langt om længe finder Sigrid, som er rejst til et kloster i Italien, har hun allerede tilgivet ham, og han mærker da, at det ikke er andres tilgivelse, han har brug for, men måske sin egen. Han bosætter sig i en bjerghule nær klostret og græder over al den fortræd, livet har budt ham, og den han selv har begået. Sigrid dør, og han græder videre.

Næsten hundrede år gammel vender han hjem til stedet, hvor hans gård engang var. Under en nytårsfejring synges der omkring bålet, og han lægger han sig i græsset for at dø. Da hører han det sidste vers i Sangen om Den Udødelige. Verset handler om at snyde døden og for altid være ene …

Hans eksistens fortsætter, men alle krigerens kræfter har forladt ham. Den følgende morgen kravler han derfra på alle fire og ser ingen anden mulighed end at blive tigger. Han slår sig ned i Roskilde og lever der i flere årtier. En dag kommer en skjald til byen, som underholder i handelsgaden med kulørte historier, og denne skjald fortæller sin egen udgave af Sangen om den udødelige. Udgaven er så forvansket, at Den Udødelige bliver rasende og starter en smædekampagne. Skjalden bliver dræbt, mistanken falder på den gamle tigger, og han bliver smidt i fængsel.

 

1100: ’Sagn af en kvinde’

 

I fængslet er der aktivitet. Det rygtes, at en kvinde – Hrundir - som har flere overnaturlige gerninger og måske et helt bondeoprør på samvittigheden, vil blive bragt ind til afhøring. Fangevogterne gør en celle klar til forhør. Den Udødelige lytter nysgerrigt.

Den første, der bringes ind er dog kvindens datter, og kort efter hendes søn. De afhøres på skift af Sverre, som er den mand, kongen har sat til at standse oprøret. Sønnen viser sig at være velinformeret, Sverre har haft fat i ham før og bruger små spidse torturinstrumenter for at hente mere nyt ud af ham. Søsteren, som er noget yngre, ved ikke noget om oprøret, men Sverre forsøger at vinde hendes tillid for at få hende til at fortælle om sin mors visioner om ’tiden som skal komme’ – de visioner, han mener har fået bønderne til at gribe til våben. Når de to søskende er alene sammen, forsøger pigen at få sin bror til at fortælle, han nægter, og de skændes og slås. Imens fortæller fangevogterne nye rygter til hinanden om, hvilke sære hændelser Hrundir står bag. Og Den Udødelige forsøger at skære hul i sin celles dør for at kunne se, hvad der foregår, og ikke kun høre det.

Da Sverre bliver utålmodig med datteren og vil til at finde sine torturinstrumenter frem mod hende også, har Hrundir selv fundet vej ind i fængslet, og hun holder to af Sverres mænd som gidsler. Hun får sine børn sat fri og overtager deres plads i forhørscellen. Her lover hun at fortælle Sverre sine visioner, når han er rede. Men Sverre er utålmodig. I flere uger forsøger han at pine svar ud af Hrundir, han lader hende hænge i lænker, stikker hende til blods, og hun skrumper ind til skind og ben. Den Udødelige har fået hul i døren og betragter hendes kamp. En dag flakker lyset, og hendes krop går i krampe, pulsen svinder. Sverre forsøger at vække hende til live, men hun ender med at ligge livløs i hans favn og han straffer sig selv for det. Så taler hun. Nu er han rede.

Hun hvisker visionerne til ham, men han forstår dem ikke. Han forstår heller ikke, hvordan de virker, hvordan de har fået bønderne til at gå i kamp. Han lader hende blive i cellen og komme til kræfter, og han bliver ved med at stille spørgsmål. Til hun en dag overrumpler ham, løber ud af cellen, klemmer sig ind til Den Udødelige gennem hullet i hans dør og gemmer sig under hans kappe …

 

Sammen undslipper de, og Den Udødelige tilbringer en tid sammen med Hrundir. Han læger hende sår og genvinder selv evnen til at gå. Af Hrundir lærer han at se sit liv som bundet til sangen om ham selv, for hendes liv har på samme måde været uløseligt forbundet med visionerne. Måske er det dette bånd, der gør ham udødelig. Og så kan han lige så godt synge med.

Det begynder han på: Han bliver omrejsende fortæller.

 

1200: ’Dalende portræt af et flag’

 

Historien er en skoflikkers monolog. Som ung mand var han med den danske korstogshær i Estland sammen med tre af sine venner. De havde hver deres grund til at tage af sted: Én ville opnå den frelse, kirkens mænd lovede korstogsfarere, en anden ville opnå en romersk prinsesses gunst, en tredje ville bare slås. Skoflikkeren gjorde det, fordi hans far stod i gæld til en rigmand, der ikke selv ønskede at deltage.

I Estland overrumples den danske hær, og vennerne kastes hurtigt ud i et kaotisk slag med tusinder og atter tusinder af mænd. Undervejs går alt i stå et øjeblik, da en bisp råber op og peger mod himlen. Skoflikkeren ser et flag dale ned deroppefra. Bispen taler kort efter til alle på slagmarken om et flag, der minder meget om det, skoflikkeren så, men det er ikke det samme. Bagefter spørger skoflikkeren sine venner, og de har alle set noget forskelligt.

Oplevelsen forfølger ham resten af livet. Han forsøger at rekonstruere slagets gang og opdager således, hvad hans venner så – og det var ikke flag. Bispens flag kan han også bortforklare, efter han har studeret gamle årbøger og bibelpassager. Men hans egen oplevelse bliver hængende. Indtil han fortæller sin historie til en gammel mand …

I nutiden bor Den Udødelige i et baggårdshus i København. Her får han besøg af en ung pige. Han har ikke fortalt historier i femhundrede år, men nu er han begyndt at skrive dem ned, så hun kan læse dem. Han er begyndt at synge med på sin sang igen, fortælle sin historie, som med tiden er blevet formet af mange andres historier.

 

1300: ’Breve til paver om tro’

 

Denne historie består af to breve skrevet af en kvinde ved navn Magda.

Det første brev skriver Magda et år efter at have født sin søn. Hun beskriver en oplevelse fra sin ungdom i Baskerlandet, hvor hun bliver sendt op til en syg, gammel kvinde i en bjerghytte og sner inde for vinteren. En bjørn lægger sig tilmed i hi i hyttens indgang og spærrer vejen ud. Snart opdager hun, at en af hyttens vægge er en skydevæg, og bag den er grotte og et helt system af gange. Midt i grotten sidder et balsameret lig på en stol, en kiste rummer et væld af sære offergaver og langt inde i gangene gemmer sig en varm, helbredende kilde. Stedet har gennem mange år været centrum for alle tænkelige former for afguderi, og den gamle kvinde er stedets vogter. Magda står vinteren igennem samme med hende og sættes – ikke uden modvilje – ind i forholdene. Føden er knap, de må drikke af den varme kilde, sulten og mørket forandrer efterhånden Magdas virkelighedsopfattelse, og alle hulens hemmeligheder går hende i blodet.

Efter denne oplevelse drager hun ud i verden, rundt i Europas afkroge og oplever de mange former for folketro og afguderi, der gemmer sig dér. Hun når frem til den opfattelse, at afguder er lettere at forstå end den fjerne, uendelige, kristne Gud. Men en dag møder hun en almindelig, kristen præst, får et forhold til ham og bliver gravid. Under fødslens smerter ser hun et lys for sig, som hun forbinder med de lysstråler fra himlen, hun har set på altertavler, symboliserende Gud. Samtidig får barnet hende til at tænke på fremtiden på en ny måde, tænke på de kommende generationer, på evigheden. Og derfor vil hun spørge paven, om også han har set lyset og den evige Gud, og om han kan hjælpe hende på hendes vej?

Det andet brev skriver Magda seks år senere. Hun beskriver, hvordan hendes omvendelse, hendes nye forhold til fremtiden og alt det gode, den for sønnens skyld skal indeholde, har gjort hende utålelig. Hun har været efter alle med sine formaninger om at passe godt på jorden og hinanden. Og hun græmmes, for samtidig har hendes søn elsket hende uforbeholdent og været et eksempel på, hvorledes hun selv burde være over for andre mennesker. Hun har indset, at kærligheden er evig og kommer til verden med hvert nyt barn – og hun har derfor et nyt spørgsmål til paven.

 

Magdas breve lærer Den Udødelige noget om kærligheden, og måske også noget om, hvordan hans egen skæbne er bundet ikke kun til sangen, men til netop det: kærlighed.

 

1400: ’Et vidne om kærlighed’

 

Hovedpersonen hedder Rafael, han er fra Narni i Italien. Som ung mand drømmer han om at blive skuespiller og om at blive elsker – at elske en kvinde gennem et helt liv. Da han ser Signor Bramantes trup spille i byen og ser Lilia på scenen, beslutter han sig for at følge dem. Han løber efter deres vogn ud af byen, løber en halv dag, før han indhenter dem. Signor Bramante sætter Rafael på en prøve – han må ikke sige en lyd i fjorten dage – og Rafael opdager samtidig, at Lilia blev spillet af en mand på hans egen alder: Pinto. Truppen består af fem mænd.

Efter den først prøvetid vil Signor Bramante afprøve Rafaels evner som skuespiller. Det sker under et ophold i Siena, og i løbet af disse måneder indleder Rafael også et venskab med Pinto, som rummer en kraftig tiltrækning. De deler værelse og kan dér udleve deres forelskelse, men Pinto sætter grænsen ved sex. Signor Bramante beder dem desuden holde sig fra hinanden, til truppen er ude af byen. Da det sker, gør truppen holdt inde i en skov, Bramante og de øvrige forlader vognen og lader Rafael og Pinto være alene i nogle dage. Pinto lader Rafael klæde ham af – og det viser sig, at Pinto er en kvinde. Rafael bliver både vred og fortvivlet, og de taler ikke sammen. Da resten af truppen vender tilbage, kan han pludselig se, at de alle er kvinder. De lever forklædt som mænd for at kunne begå sig som skuespillere.

Rafael bliver stillet frit, men forlader ikke truppen. Efter en del kvaler finder han sammen med Piolina, som Pinto rigtig hedder. Truppen fortsætter sit dobbeltliv. Piolina bliver gravid, og Rafael må lære hendes rolle som Lilia – den han så hende i første gang. Senere bliver Piolina truppens leder, kendt som Signor Pinto, og Rafael må udadtil spille Pintos kone, Rachel. Da de som mand og kone spiller en forvekslingskomedie, er de så mange lag af køn uden på hinanden, at det går op for Rafael, at kærligheden ikke skelner.

Den Udødelige møder Rafael på et skib på vej mod Den nye Verden. Piolina er død, og for Rafael er Den nye Verden det sted, hvor Piolina befinder sig, afklædt alle sine masker. Han fortæller sin historie til Den Udødelige og virker samtidig svært utålmodig efter at nå frem …

 

-- o --

 

Den Udødelige vender tilbage fra rejsen mod Den nye Verden, og på landgangsbroen går det op for ham, at Den nye Verden måske er Europa. At kontinentet er forandret, og en ny tid vil komme, hvor alt vil se anderledes ud. Han sætter en fod på jorden og mærker den gamle verden, hans egen verden, gå under. Men sangen fortsætter. Er hans død en genfødsel?

 

 

 

Teser om eksistensen af kærlighed

 

I århundreder har romanens fem hundrede år gamle fortæller rejst rundt og fortalt historier om kærligheden. Han har mistet den et sted undervejs i sit lange liv, og han må lære den at kende igen, før han kan få fred.

Som alle andre har han troet, at kærligheden var en altomsluttende kraft, der var overalt og i alt. Men folk omkring ham er begyndt at ændre opfattelse.

Det er år 1500 og midt under renæssancen. Luthers reformation fejer over det nordlige Europa. Og blandt alle de forestillinger, der ændres, er også den om kærligheden. Fortællerens publikum lytter ikke mere opmærksomt til hans historier. Så han slår sig ned i København, den danske hovedstad, og begynder i stedet at lytte til de historier, han bliver fortalt. For første gang får han fast bolig, i en baggård, hvor han tager imod gæster. Og indimellem rejser han stadig selv ud på sine gamle ben for at samle historier. Men det bliver en lang rejse, der kommer til at tage ham fem hundrede år. Og for hvert århundrede, der forløber fra 1500 til i dag, fortæller han den i hans øjne vigtigste historie om kærligheden.

 

1500: ’Partitur til anvendelse i lange krige’

 

En historie om tre forældreløse. Fortælleren kommer på sporet af den, da han aflægger visit hos en instrumentmager, hvorom det rygtes, at hans såkaldte klagepiber har afgjort udfaldet af belejringen af København under Grevens Fejde. Instrumentmageren viser ham et partitur, man ikke kan spille fra uden at græde. Og i den smule af musikken, han får at høre, aner han dybderne af ulykkeligt forelskedes endeløse længsel.

Den ene af de forældreløse, Amalie, bliver ved fødslen efterladt i en fjord, og hun driver i land på en ø beboet af udstødte kvinder. Her vokser hun op, i de første år tilsyneladende stum, for når hun skriger, er det så højt, at ingen kan høre det. Da hun er fjorten, er hendes skrig blevet til sang, hun synger mindst en gang om dagen.

Hun møder Frans, et hittebarn, der er vokset op blandt munkene på et kloster i Svindfeld i det nordlige Danmark, og han formår at synge med. De er hemmeligt sammen et års tid, men da året er omme, har hun født dem en dreng, som de ikke kan forsørge. De er nødt til at aflevere ham som hittebarn på klostret, hvor Frans kan passe ham, men aldrig afsløre at han er drengens far. Der lever de, far og søn, to forældreløse side om side.

Da reformationen kommer, og klostret nedlægges, flygter sønnen Magnus til København. Her lever han som instrumentmager og specialiserer sig i klagepiber, hvis lyd kan bruges som skræmmemiddel i krig.

Frans, som nu hverken har Amalie, klostret eller sønnen, bruger sin tid på at skrive Amalies særlige sang ned på noder - og forfatter derved Europas første symfoni. Da han efter flere år synes, det er lykkedes, sender han partituret til sin søn. Magnus får den idé at sælge det som krigsvåben, da en meget gammel mand dukker op og viser interesse …

 

1600: ’Radering af en sjæl’

 

Fortælleren er i Amsterdam for at se nærmere på den lighed, der efter sigende er opstået i den travle handelsby. At alle mennesker er lige, lyder jo næsten som en slags fælles kærlighedserklæring. Gennem et hul i en husmur får han øje på et broget selskab, og han drister sig til at banke på hoveddøren. Gæsterne er samlet omkring husets ejer, som har ligget bevidstløs i et par dage. Fortælleren spørger til manden og får historien om maleren, illustratoren og levemanden Gregarius Danæ fra Helsingør i Danmark.

Som ung kom Gregarius til Amsterdam, og her blev han elev af Rembrandt van Rijn, som både lærte ham male- og radere-kunst. Han tog hyre som illustrator for de hollandske handelskompagnier og kom på den måde verden rundt, til Mellemamerika, Afrika, Java og sågar van Diemens Land, da Abel Tasman sejlede syd om Australien.

Når han var hjemme, havde han altid en kvinde ved sin side, og han har malet farvestrålende portrætter af de mange forskellige kvinder, det er blevet til.

Mellem rejserne har der også været tid til at tage opgaver for en rigmand, der har ønsket billeder af de vigtigste personer og begivenheder i Europa. Filosoffer og konger, slag og fredsforhandlinger i de endeløse krige, der har hærget kontinentet.

Da Gregarius er omkring halvtreds, sætter han sig for at portrættere en særlig kvindes sjæl. Men før det lykkes ham, kommer han til skade og bliver slået bevidstløs.

Historien berettes af gæsterne, som dog viser sig at have vidt forskellige opfattelser af Gregarius og hans liv. Og da beretningerne ebber ud, opstår der tvivl om, hvorvidt Gregarius har haft mange kvinder, eller mange versioner af den samme …

 

1700: ’Skitse af lysets væsen’

 

Hovedpersonen er en ung kvinde. Hendes forældre er tjenestefolk, og da hun er femten, kommer de i huset hos en ny herre, Severin Bogø. Severin har tidligere været notar for astronomen Ole Rømer, og han har sat alt ind på at opdrage sin søn Hans til at blive dette genis arvtager; han har bekæmpet alt, der kunne forstyrre, spærret kvarteret af og fældet træer og buske for at fjerne alle menneske- og dyrelyde.

Om natten sniger pigen sig op til Hans’ værelse og betragter ham gennem en dørsprække. En nat inviterer han hende ind, og han lader hende siden besøge sig, mens han arbejder videre med bl.a. at bryde Rømers kodeskrift. Den nat, det lykkes ham, vækker jubelen Severin, og da han opdager pigen, som har forstyrret hans søn, sender han hende væk.

I tre år tjener hun på en hovedgård. Men det får en ende, da gårdens to meget konkurrenceivrige sønner sårer hinanden i en duel, som herren mener handler om hende.

Hun vender tilbage til København og kommer i huset hos en flådeofficer. Aftenerne går med vandreture i byen. En aften passerer hun Rundetårn, og en fjer daler ned til hende. Den er fra Hans. Han inviterer hende op i sit observatorium og fortæller hende om sine eksperimenter med lys, som udspringer af et af Rømers gamle, kodede notehæfter.

Hans bærer forlovelsesring, og hun forsøger at holde sig væk fra ham. Men da hun en dag får at vide, at han kun bærer den for at være i fred for sin far, giver hun efter for hans bøn om at hjælpe ham med at efterprøve en teori, han har.

Sammen stiller de et eksperiment på benene, der skal bevise, at hjertets varme følelser udbredes på samme måde og med samme hastighed som lys. Den aften, forsøget løber af stabelen, er Hans både fjern og ivrig, og noget går galt. Der går ild i et tag, vinden er kraftig, og i de næste dage besegles ikke kun de to elskendes skæbne …

Historien fortælles af kvinden selv, hun skriver den ned, da hun er blevet ældre. I dette perspektiv handler historien ikke kun om romantisk kærlighed, men også om den del af kærligheden, som er uselvisk. Manuskriptet tager hun med hen til den gamle fortæller, og det viser sig, at han har noget at lære.

 

1800: ’Mosaik over levet filosofi’

 

En fortælling om en naiv præstesøns jagt efter lykke og hans livtag med filosofien. Han – Diderik - vokser op i et hus, hvor religionen tynger. Taget trykkes ned, væggene bliver langsomt mere og mere skrå, og forældrene følger med. Faren læner sig længere og længere frem, mens moren er ved at gå bagover.

Det er den fremadlænede far, der lærer drengen, at filosofi betyder kærlighed til visdom, og resten af Dideriks liv kommer til at gå med at søge det, han kalder ’livets visdom’, hvor end den er at finde.

I København forsøger han at komme ind på universitetet, men han må flygte fra det hjem, som har huset ham, efter at fruen i huset har overbevist ham om, at livets visdom findes under hendes skørter, og hun bliver gravid af det. I Berlin bliver han en del af det studentermiljø, der tilbeder professor Hegel, han bor i et stort hus sammen med en af de andre studenter og dennes tre søstre. De forsøger at udvinde den store Sandhed på basis af Hegels tanker, de holder foredragsaftener, der udvikler sig så voldsomt, at huset begynder at slå revner. Da også de tre søstre bliver gravide, må Diderik atter derfra.

I en årrække lever han en forhutlet tilværelse, han kommer i fængsel, og siden bor han i en tønde og tjener penge ved at aflæse folks karakterer ud fra Schopenhauers idéer. Da han er kommet til penge, rejser han rundt for at opsøge sine uægte børn, men rejserne ender, da han kommer til familien Nietzsches hus og er med til at hjælpe en lille ny til verden. Barnets skrig fratager ham evnen til at tage ansvar for andre end sig selv. Galskaben begynder at tage over.

Hans forældre bliver så skrå, at de rammer jorden og går i graven. Efter begravelsen lægger han sig ud med hele landsbyen og flygter til Frankfurt am Main, hvor han åbner en salon for byens herskab i en stor lejlighed, som langsomt flyder over af alle de safter, det dekadente liv udgyder. Da skidtet presser sig helt op under loftet, kollapser han.

Han bliver sendt til Wien og bliver taget i behandling af Freud. Og da psykologen tager fat i de mærkelige huse og sælsomme hændelser fra hans liv og udlægger teksten for ham, står hans liv i et nyt og skræmmende lys …

Også denne historie er fortalt af hovedpersonen selv; Diderik. Skrevet med flækket pen og sendt til den gamle fortæller.

 

1900: ’Den købte kærligheds symfoni’

 

Historien om Henrik Øberg Pingmann, og det er verdenshistorie, for Henrik er en af den slags mænd, der skriver sidstnævnte.

Med en solid uddannelse på den eliteskole, hans forældre har grundlagt, og faren er leder af, i ryggen, ligger verden åben for Henrik. Han indtager først det økonomiske fakultet på Københavns Universitet, og dér lægger han grunden til sin karriere ved at føre bevis for - både teoretisk og praktisk - at kærligheden kan købes. Penge er på sin vis kun en abstraktion, et symbol på en transaktion mellem mennesker, som har med tillid og omsorg at gøre, og som derved berører aspekter af kærligheden. Disse tanker videreudvikler han, og hans speciale om international økonomisk politik gør det muligt for ham at indtage USA’s østkyst, verdensøkonomiens centrum; han får en høj post i Verdensbanken.

En dag møder han Pernille, en dansk-kinesisk kvinde, receptionist i FN’s hovedkvarter, og forelsker sig. Ved hendes mellemkomst kan han endda træde et trin længere op ad karrierestigen: Han starter en konsulentvirksomhed, der ud over Verdensbanken betjener FN og IMF, den internationale valutafond.

Fra denne position kan han hive i flertallet af de tråde, der styrer verdensøkonomien. Alt imens han forsøger at forstå de kvindens gåder, Pernille stiller ham over for, forstå den underlige fornemmelse af at falde og drukne, som kærligheden til hende indebærer.

Da de gifter sig, gribes han af mathed. Samme udmatning som den, Asiens hurtigvoksende økonomier pludselig befinder sig i. Han forsøger med alle mulige hestekure, men det går kun én vej. I en desperat stund ringer han til en tidligere medarbejder; fortælleren, som har arbejdet en årrække i Verdensbanken for at forstå kærlighedens vilkår ud fra det tyvende århundredes drøm om, at lykken kan finansieres.

Henrik stiller ham et spørgsmål, men han må i første omgang være ham svar skyldig …

 

-- o --

 

På tærsklen til et nyt årtusindskifte har fortælleren gjort, hvad han kunne, for at forfølge sit spørgsmål: Hvad er kærlighed? Men er han kommet frem, og kan han endelig få fred? Måske ligger svaret i hans lange fortælling om den europæiske kærlighed fra renæssancen til nu. Måske skal kærligheden fortælles. Og måske har den været der hele tiden, ikke i ham, men i de mennesker, han har lyttet til undervejs.

 

LINKS

Klip om bøgerne:

Tysk teaser:

Udenlandske forlag:

 

 

Tyskland:

 

S. Fischer

Verlag

 

 

 

 

Taiwan:

 

Sun Color

Culture

 

 

Italien:

 

Longanesi

 

 

Norge:

 

Cappelen

Damm

 

 

Grækenland:

 

Patakis

 

 

Holland:

De Geus

 

 

Israel:

Yedith Ahronoth

 

Kina:

Citic Press